Historie
Pressalit fylder 70 år
I 2024 fylder Pressalit 70 år. Fra virksomheden blev grundlagt i 1954, er der sket mange spændende ting i vores historie. Herunder har vi samlet en række af de vigtigste punkter i vores tidslinje.
Pressalit er skabt i 1954, men hele idéen opstod to år tidligere.
På et værksted i Esbjerg lukker og slukker to snedkere ved fyraften. Men en kat tager på udflugt og kommer i farten til at vælte en bøtte med lim. Limen driver ned over den varme radiator og havner i savsmuldet på gulvet i værkstedet. Resultatet er et materiale med et lovende potentiale til produktion af toiletsæder. Et potentiale som kemiingeniør Nielsen bekræfter efter at have undersøgt sagen nærmere. To år senere er virksomheden Pressalit en realitet.
Årsagen til at Ry blev Pressalits hovedkvarter skyldtes, at den ene af snedkerne kom derfra. Dér kendte folk ham, og den lokale bank ville gerne låne ham penge. Pengene blev investeret i en lille, lav fabriksbygning, der lå i en nedlagt frugtplantage samt nogle beskedne produktionsredskaber bl.a. en røremaskine fra et bageri til at blande pulver. Så det startede småt. Meget småt. Men virksomheden blev – uden falsk beskedenhed – døbt Dansk Pressalit Industri.
Til at sælge toiletsæderne fik man fat i én, der kendte VVS-branchen ud og ind; Martin Jensen (farfar til Kim og Dan Boyter) blev ansat som sælger i 1954 og blev hurtigt medejer, og siden har Pressalit udviklet sig til den virksomhed, den er i dag.
2010'erne
Ny brandstruktur
I 2011 valgte Pressalit at lancere en ny brandstruktur for at understrege visionen om én samlet virksomhed. Det nye logo skulle vise, at Pressalits forskellige forretningsområder er en del af samme familie.
CSR People Prize
Corporate Social Responsibility (CSR) har gennem mange år været en integreret del af Pressalit, og dette blev belønnet med”CSR People Prize”, som uddeles til en virksomhed, som har gjort en helt særlig indsats på CSR-området.
Pressalit Care byder på nye og spændende tiltag
I 2012 blev det muligt som privatkunde at støde på Pressalit Cares hæve-sænke-køkkener direkte i butikkerne. En ny samarbejdsaftale med HTH sikrede, at mennesker med funktionsnedsættelse fremover kunne gå ind i almindelig køkkenforretning og købe et fleksibelt køkken til deres specifikke behov.
00'erne
Værdibaseret ledelse med anerkendelse
Kim, Dan og Erik Boyter startede i 1999 en divisionering af Pressalit, som blev endeligt gennemført i 2001. Virksomhederne havde hver deres mission, vision, strategi, bearbejdede hvert sit kundesegment, havde hver sin daglige ledelse, men delte virksomhedskultur og fælles værdigrundlag.
Social ansvarlighed hædret
Pressalits mangeårige tradition for at udvise social ansvarlighed blev fremhævet i 2003 på to særlige områder: Integrationsprojektet "Ry - en kommune med brug for alle", som Pressalit var én af initiativtagerne til, blev hædret med integrationsprisen. Derudover opnåede Pressalit Group det såkaldte S-mærke på baggrund af en måling af virksomhedens sociale ansvar.
B2B Superbrand
At Pressalit var blevet et verdensbrand på sit område, fik vi bekræftet, da vi både i 2006 og 2007 bliver kåret som årets B2B Superbrand. Det var med stolthed, at vi kunne indskrive os som medlem af en fornem klub af Superbrand-virksomheder.
Omstruktureringer
I 2008 indgik Pressalit og Saniscan et tættere samarbejde, så der i højere grad blev tale om ét samlet forretningsområde, som skulle varetage distribution via de tre afsætningskanaler: faghandel, OEM og DIY. Derved kom Pressalit Group nu til at omfatte to divisioner: Pressalit og Pressalit Care.
I sommeren 2008 valgte Erik Boyter at udtræde af Pressalit Groups direktion, mens Kim Boyter (adm.) og Dan Boyter fortsatte som koncerndirektion.
1990'erne
Nyt domicil og nye kvalitetskrav
I slutningen af 80’erne bestemte man sig for, at de Aarhus-baserede kontormedarbejdere skulle flyttes til Ry. Dermed påbegyndtes byggeriet af et nyt domicil i Ry, som stod klar i 1991.
Ansvarlighed på dagsordenen
Midt i 90’erne blev Mogens Boyter kontaktet af socialministeren, som havde hørt, at Pressalit opførte sig ordentligt over for sine medarbejdere. Det kunne Morgens Boyter jo kun bekræfte. Der blev efterfølgende dannet et netværk til at udvikle et nyt samarbejde mellem virksomhederne og det offentlige omkring socialt medansvar.
Tredje generation overtager
I 1998 afgik Mogens Boyter ved døden, pludseligt og uventet. På Pressalit tog tredje generation af Boyter-familien over: Kim, Dan og Erik Boyter – med Kim som administrerende direktør. Det bliver starten på en ny epoke i virksomhedens historie.
1980'erne
Pressalit indtager byggemarkederne med SaniScan
Der opstod stigende efterspørgsel på diverse byggeprodukter til ”gør-det-selv-forbrugeren”. Dette marked voksede lynhurtigt og gav anledning til udviklingen af DIY (do-it-yourself). Som reaktion på denne udvikling blev SaniScan etableret i 1982. Pressalit bevægede sig hermed ind på markedet med SaniScan, som solgte toiletsæder til slutbrugeren gennem byggemarkederne.
Teknologi i produktionen
I 1985 voksede Pressalits eksportandel til 75 %, og det følgende år rundede omsætningen de 100 millioner. Den stigende omsætning stillede krav til nytænkning omkring fabrik og produktionsapparat, og i 1989 stod den splinternye plastfabrik klar med computerstyrede pressere og robotter til det grove.
1970'erne
Forretningen tager til
Toiletsædet Scandinavia fra 1975 designet af Sigvard Bernadotte og Acton Bjørn blev en kæmpesucces og betød et gennembrud for Pressalit. Eksportandelen steg nu til over 50 %, og i årene efter etablerede Pressalit de første udenlandske datterselskaber.
Pressalit Care bliver til
Midt i 70’erne henvendte en nyuddannet arkitekt sig til Pressalit i forbindelse med sit afgangsprojekt: badeværelsesprodukter til bevægelseshæmmede. Pressalit var positivt indstillede over for ideen, og det nye produktprogram blev kaldt Pressalit Rehab og senere Pressalit Care. Dette blev efterfølgende en forretning for Pressalit.
1960'erne
Det første designertoiletsæde bliver til
1960’erne blev et afgørende årti for Pressalits fremtid: Mogens Boyter (far til Kim og Dan Boyter), havde afsluttet sin handelsuddannelse og kom ind i virksomheden i 1962, hvor han startede et eksporteventyr på det tyske marked.
Anerkendt designerpar designer toiletsæde
I 1966 kunne Pressalit præsentere sit første designersæde, Pressalit Comfort. Historien bag sædet var, at det kendte designerpar Sigvard Bernadotte og Acton Bjørn fik til opgave at designe en radiatorventil for Pressalit. De to designere spurgte, om ikke de skulle give deres bud på fremtidens toiletsæde. Resultatet blev Pressalit Comfort – et usædvanligt sæde på den tid.