Plejecentret Albertshøj

Plejecentret Albertshøj er blevet til i samspil mellem bl.a. medarbejdere, ledelse, JJW Arkitekter, Pressalit og Albertslund Kommune. Resultatet er blevet et velfungerende center, hvor der er taget hensyn til de ønsker, som borgere og medarbejdere er kommet med.

Forberedelsen af Albertslund Kommunes nye plejecenter Albertshøj har været en grundig proces. En arbejdsgruppe med medarbejdere, ledelse, kommune, JJW Arkitekter og Pressalit har vendt de mange krav og ønsker til indretning af badeværelserne i de 108 boliger.

Vi fik nuancerne med

Vi var ude i virkeligheden for at se andre Pressalit-løsninger. Når vi besøger firmaer og deres showroom, fortæller de gerne de gode historier, siger centerleder Bjarne Webb. Ude i virkeligheden, når du møder brugerne, er det ofte mere nuanceret. Noget er godt, og noget er dårligt. At vi præsenteres for noget dårligt, betyder ikke nødvendigvis, at vi siger nej. Men så er vi forberedt på, at vi skal være opmærksomme på det.

Eksempelvis fik erfaringerne fra andre steder os til at efterspørge et ekstra langt håndgreb, der går rundt i hjørnet i bruseområdet. Det har vi fået, og alle er glade, konstaterer Bjarne Webb.

Testede model af badeværelset

Før byggeriet gik i gang, blev der lavet en model af et badeværelse, hvor arbejdsgruppen og brugerne kunne teste udstyret og komme med input til indretningen.

Og der kom mange gode input. Det var godt at se og prøve tingene i virkeligheden, inden vi stod med 108 badeværelser med nogle detaljer, der ville irritere os. Nu har vi fået en løsning, der fungerer og passer til os, siger Bjarne Webb. Vi kom fra et center med alt for små badeværelser, med gammelt inventar og uden fleksibilitet. Der er slet ingen sammenligning med det, vi har fået nu.

Funktion og æstetik

I processen med at skabe det optimale badeværelse indgik overvejelser om både funktionalitet og æstetik. Det var vigtigt at få et fleksibelt badeværelse, hvor håndvasken er regulerbar vandret og lodret, toilettet kan højdereguleres, og som kan indrettes personligt.

Hvad angår det æstetiske, var det vigtigt at få farver og kontraster. En borger, der er kognitivt svækket, kan have svært ved at orientere sig i et rum uden kontraster. Derfor har vi to farver fliser, og håndgrebet i bruseområdet er mørkegråt, så det er i klar kontrast til de hvide fliser, forklarer Bjarne Webb.

Fra plejekultur til livskultur

  • Flytningen fra et gammelt plejecenter til et helt nyt har også fået ledelsen til at arbejde med kulturen på stedet.
  • Vi vil gerne frem til, at vi får en livskultur i stedet for en plejekultur, siger Bjarne Webb.
  • Selv om man flytter ind her som det sidste bosted i livet, skal her stadig være indhold, energi og livskvalitet. Livet skal leves, også de sidste år.

Udfordringen

  • Badeværelset skal dække funktionsniveauet hos både plejekrævende og selvhjulpne beboere
  • Der skal sikres bevægelsesfrihed til en og to hjælpere, så arbejdet kan udføres uden pladsmæssig begrænsning
  • Venderadius inde på badeværelset
  • Kørestol, brusebadestol og rollator skal alle kunne anvendes på badeværelset
  • Badeværelset skal fremstå så æstetisk og ryddeligt som muligt

Løsningen

  • Højdejusterbare manuelle toiletløfter og toiletstøtter
  • Højde- og sideforskydelig håndvask
  • Ekstra lange håndgreb i bruseområdet for ekstra støtte
  • Fleksibel badeværelsesløsning kan give optimale forhold for hjælpere og beboer

Effekten

  • Et badeværelse, som borgeren kan sætte sit eget præg på
  • Farver og kontraster gør det nemmere for svækkede personer at orientere sig
  • God udenomsplads for personalet, plads til både en og to hjælper

Fakta om projektet

  • Albertshøj ligger i Albertslund Centrum og er taget i brug i 2016
  • Plejecenter (9.180 m²) med 108 boliger samt servicearealer, et varehus (3.700 m²) og sundhedscenter (2.500 m²). 81 plejeboliger, 15 ældreboliger og 12 rehabiliteringspladser
  • Byggeriet og kulturen i centret er præget af et fælles værdisæt om at støtte beboerne i at leve deres liv på egne præmisser med den pleje og støtte, de har behov for
  • Størrelsen på en standardbolig er 77 m², der dækker både den private bolig og en andel af de arealer, som beboerne er fælles om, bl.a. spisestue og opholdsstue
  • Badeværelserne til de 108 boliger er præfabrikerede og leveret som færdige kabiner fra ModulBad.